Når du har noget pænt at sige, sig det!

Stampes mor havde utvivlsomt de bedste intentioner, da hun i Bambi-filmen konstaterede: ”Hvis du ikke kan sige noget pænt, så lad være med at sige noget overhovedet.”

I de seneste dage har jeg særligt intenst erkendt, hvor megen forbundethed, der er at høste ved at praktisere en Hjernesmart Stampemor: ”Når du har noget pænt at sige, sig det!”

Onsdag sad jeg på café med min yngste datter. En ældre dame kom gående med sin rollator og satte sig ved et bord i nærheden. Hendes øjne var milde, og der boede et stille smil på hendes læbe al den tid, vi sad der. Da vi skulle til at gå, henvendte jeg mig til hende:

“Undskyld jeg forstyrrer, men sikke et smukt og smilende ansigt, De har.”
“Mig?”

“Jeg kan se, at der har boet mange smil på det i løbet af livet.”

“Åh, Gud, hvor er du kær.”

Hun tog sig til hjertet. Jeg sagde ”god aften!” og gik afsted med yngstebarnet.

Dagen efter blev jeg inspireret til endnu en Hjernesmart Stampemor. Her sad jeg alene på en anden café og læste korrektur på manuskriptet til min næste bog “Det syngende menneske – nye veje til forbundethed”, der udkommer 9. oktober. Ved et bord i nærheden slog caféens ejer sig ned sammen med en virksomhedsmentor fra kommunen og en smilende kvinde, vi her kan kalde Aisha.

Caféejeren roste Aishas indsats i køkkenet og hendes evne til at løse opgaverne med at tilberede mad. De ville gerne arbejde i retning af en ansættelse. Men, der var lige det dér men; det danske sprog. Det var ikke godt nok til, at Aisha kunne være alene på køkkenvagt, ligesom kollegerne var det. Jobbet indebar bl.a. at skulle læse indholdsetiketter på ensfarvede bøtter, at skulle råbe ud i lokalet, at en given ret var klar til kunden og at bestille friske varer over computeren.

Jeg lyttede med et halvt øre, og med respekt for alles gode intentioner. På den ene side ville ejeren tydeligvis gerne give Aisha en god mulighed på caféen, på den anden side var det et reelt problem, at Aishas danske p.t. var utilstrækkeligt og i al fald ikke ét, der f.eks. kunne opfange særordrer fra kunderne.

Da de lagde an til at tage afsked, tænkte jeg ”Stampemor!!” og gik over til deres bordet. ”Undskyld jeg blander mig. Jeg vil bare sige, at maden bliver anrettet så flot og smager godt – og at det altid er med et sødt smil. Jeg har været her flere dage i træk og har lagt mærke til Aisha”. Jeg lavede herefter det der takketegn med samlede håndflader foran brystet, som vi er mange, der er blevet gode til i coronatiden. Aisha strålede, og da jeg gik væk fra deres bord igen, kunne jeg høre, at mentoren roste Aisha for at gøre det så godt.

I morges var jeg selv “udsat” for en Hjernesmart Stampemor. Jeg stod i svømmehallen og tørrede hår ved siden af en ældre kvinde. Imens nynnesang jeg sangen ”Lån mine øjne”, som jeg har skrevet med komponist Kristian Bisgaard, og som handler om, hvor givende det kan være at låne vores kærlige perspektiv til en anden person. Da jeg var færdig, var kvinden ved at pakke sammen. Da hun gik, sagde hun til mig: ”Hav en god dag. Og bliv endelig ved med at synge!” Derefter var jeg ét stort smil i flere minutter.

10 sekunder + 10 sekunder + 10 sekunder. I alt varede disse tre sekvenser blot et halvt minut ud af i alt 48 timer. SÅ LIDT – 10 sekunder hist og pist – skal der til for at styrke forbundetheden mellem mennesker – og skabe et højt “socialt smittetryk”. Vi kan smitte hinanden med mange vidunderlige følelser. Vi sætter spor i hinanden. Vi har liv i vor hånd, når vi færdes i det offentlige rum. Vi er vigtige for hinanden.

Længe leve Stampes mors gode intentioner – og muligheden for at vende hendes budskab på hovedet og få skabt et ret så hjernesmart alternativ til brug for vores omgang med andre mennesker: ”Når du har noget pænt at sige, SIG det!”

Bedste hilsner,

Anette ☀️