Ræk ud gennem dit smil – det kan man også sagtens gøre på (to meters) afstand

Fællessangen ’Ræk ud’ har jeg skrevet for at opfordre til nærværstrafik i det offentlige rum. Lad os huske i disse corona-tider, at det kan man SAGTENS praktisere – også på to meters afstand.

En lærer, Sabine Gad Aabye, som bl.a. underviser en 4. klasse i musik og dansk, har beskrevet for mig, hvordan hun og eleverne arbejdede med ‘Ræk ud’:

”Vi talte længe om, hvad dét at række ud betyder. Eleverne nævnte selv muligheder som:

• at række ud efter ensomme
• at række ud efter dem, der ingen venner har
• at række ud til hjemløse
• at række ud mod dem, man har været uvenner med
• at række ud mod dem, man plejer at gå forbi på gangen.

Ud af denne samtale kom følgende reaktion: En elev opfordrede til, at vi kiggede hinanden i øjnene og smilede; ’ligesom du altid gør det om morgenen, Sabine!’ Jeg gør mig meget umage for at sige godmorgen til alle mine elever, se dem i øjnene og smile til dem.

I denne musiktime fik vi sat ord på alle de følelser, der følger i kølvandet af at være set og ønsket i de fællesskaber, eleverne hver dag søger deltagelse i. De sagde bl.a.:

• ’Når du ser mig i øjnene, ved jeg, at du kan lide mig.’
• ’Når du smiler, ved jeg at du gerne vil have, at jeg er her!’
• ’Det er mest svært at bede om hjælp. Men jeg ved, at du vil hjælpe mig, fordi du ser mig!’”
• ’Med den her sang, kan man sige det, der er mest svært.’

Jeg er glad for at jeg har ’Ræk ud’ med i min bagage. Det er ikke sidste gang, jeg anvender denne tekst. Tusind tak! Bedste hilsner Sabine Gad Aabye, lærer på Jels Skole i Vejen Kommune”

Sikke en dejlig og opmuntrende hilsen fra Sabine, som her ses i forårssolen.

Her er teksten til ‘Ræk ud’, som jeg har skrevet til komponist Kristian Bisgaards smukke melodi. Der ligger en håndholdt videooptagelse af sangen, sunget til et fællessangsarrangement i Vejle (samt noder) her.

Men’sker går mellem men’sker.

Mest i tavshed, alene, en bys stumme vrimmel

Meteorer helt ude af bane men stadig

fint i stand til at undgå et træf på vor himmel.

For tænk, hvilken rædselsfuld, stor eksplosion,

der ville ku’ ske, hvis vi talte til no’n.

Tomheds blik avler tomhed.

Som en skal går vi rundt, uden øjne at møde.

Der ku’ gemme sig følsomme sjæle iblandt os.

Trods et tusindtals trasken, så føles her øde.

Men tænk, hvilken ændring et smil kunne gi’:

en flisernes fællesskabsstyrkende sti.

Hvad gør ensomheds vandrer,

der har tyndslidt hver gade for at blive fundet?

Vor kultur siger klart: “Du må opsøge hjælpen.”

For hver gående time er håbet dog svundet.

Og tænk, hvis vi andre ku’ række lidt ud?

Gi’ venlige øjne et nyt gennembrud.

Men’sker kan vandre sammen.

Vi kan smitte med lys til de sjæle, som vakler.

Give varme hvor hjerter er ene, i kulde.

Sammen skabe en byhær af flammende fakler.

Prøv tænk, hvis forbundethed blev ny logik.

Og vrimlen af folk blev til nærværstrafik.